Om Poetry

Om Poetry
[Vinod Anand]

En digter er den ultimative Rest ubegrænsede: Han spreder sin form for kærlighed i hele verden. Fra dette Ray, som er Sandhed, strømme af nye former er magtbegær fjedrende, og han gennemsyrer disse formularer.

På harpe af vejen, hvad sand melodier bliver lød? Og dens noter gennembore hjertet: Der Den Evige fontænen spille sine endeløse liv strømme af fødsel og død; går ikke til haven af ​​blomster? 0 Ven! Gå ikke der; i din krop er haven af ​​blomster Tag plads på de tusinde kronblade lotus, og der stirre på den uendelige skønhed.

Lad os tale om Kabir &'; s Poetry. Hans sange er uhyre smuk. Han er en digter, ikke en filosof. Han har ikke skabt et system. Han er ikke en teoretiker eller en teolog. Han er ikke interesseret i doktriner, i skrifterne.

Hele hans interesse er i at blomst og blive en gud. Hele hans indsats er, hvordan at gøre dig mere kærlige, mere vågen. Kabir er dårlig, almindelige, og for at være almindelig, er den mest ekstraordinære ting.

Den naturlige ønske om det menneskelige sind er at blive særligt i de måder af verden, at have mange grader, politisk magt, penge, rigdom, klar til at gå på nogle ego trip. Og hvis du er dødtrætte af verden, så igen egoet begynder at finde nye måder og midler til at forbedre sig selv – bliver det åndelige. Du bliver en stor mahatma, salvie, lærd, en mand af viden, om forsagelse; igen du er speciel.

Med mindre ønsket om at være særlige forsvinder, vil du aldrig være særlige, medmindre du slappe i din ordinariness, vil du aldrig slappe af. Den virkelig spirituel person, er en der er absolut almindelige. Gennemsnittet er ikke den normale. Gennemsnittet er kun “ normalt &"; unormal; han “ så gal &"; som alle andre er.

I virkeligheden, i verden, normale personer don &'; t eksistere. Da han blev oplyst, så også han forblev i sit almindelige liv. Han var en væver; han fortsatte med at væve. Hans disciple begyndte at vokse i antal – og de vil altid bede ham om at holde op med at væve tøj – “ Der er ingen grund. Vi vil tage sig af dig &";

Men han vil grine og sige, “ Jeg har ikke lyst til at være noget andet. Lad mig være Gud vil have mig til at være. Hvis han vil have mig til at være en væver, jeg er en væver. Jeg blev født en væver, og jeg vil dø som en væver &"; Han hævdede aldrig at være en mand af viden, fordi ingen mand af viden nogensinde hævder det. Ud af denne uvidenhed opstår uskyld. Når du ved, du bliver snu, klog.

Når du ved, du mister den uskyld barndommen. Hans digte er blomstring ud af hans uskyld. Han siger, han ikke ved. Hvis det ultimative er et mysterium, så bliver livet et liv i undren. Hvis den ultimative ikke er kendt, opstår derefter poesi. Hvis det ultimative er kendt, eller du tror, ​​at det er kendt derefter filosofi opstår. Det er forskellen mellem filosofi og poesi.

Og Kabir &'; s tilgang er, at af en digter, en elsker, på den ene, der er ubetinget spekulerer på, hvad det handler om. Ikke at vide det, han synger en sang. Ikke at vide det, bliver han bøn. Ikke at vide det, han bøjer sig. Digteren &'; s tilgang er ikke, at forklaringen. Det er den af ​​udråbstegn. Han siger, “ Aha, Aha! Så her er mysteriet &"; En mand af forståelse er en stor syntese. Han ved, at det ikke er et spørgsmål om overbærenhed eller forsagelse; Det er et spørgsmål om bevidsthed.

Kabir er uhyre liv bekræftende. Han elskede, han havde en kone, to børn, og han levede livet for en husejer ... og alligevel var en af ​​de største seerne. Han levede i verden og forblev uberørt. At &'; s sin skønhed. Han er en lotusblomst. Så don &'; t lytte til ordene. Lyt til stilheden og poesi, rytme, den sang, der omgiver ordene.

Lyt til Kabir &'; s fest. Han er ikke her for at prædike. Han er som et kirsebærtræ. I fuldmåne natten kirsebærtræet har blomstret. Blomster har ingen argumenter; de er simpelthen der. Dette er en eksplosion. Kabir har brast i sange
.