Ting jeg ville fortælle min mor ... Hvis bare jeg kunne

Da jeg var blot ni år, min mor tragisk forlod denne verden. Vokser op uden hende var svært, men disse kampe registrere knap nok i ordningen af ​​alle vi &'; ve tabt. Hvis jeg kunne give en stemme til den hule canyon af min vantro hukommelse, ville det helt sikkert echo:

“ Mor, jeg &'; er ked jeg henviste til dig som &'; mor &'; i årevis efter du forlod, for i min vrede, fortvivlelse og sorg, “ mom &"; syntes også indtagende. Jeg spekulerede, “ Hvordan kunne du opgive mig &"; Kun den visdom, der kommer med alderen kunne give svaret.

Der er dage, hvor jeg vågner og høre fuglene synge en nd det tager mig tilbage til vores gård i landlige Pennsylvania, hvor frodige grønne vegetation indhyllede bjergskråninger og morgendisen dansede på min kind. Jeg husker solen skinner gennem vinduet, hvilket afspejler fra vores køkken &'; s lyse gule vægge. Gul, din yndlingsfarve, medicineret dine skrantende spiritus, didn &'; t det? Som din yngste, jeg intuitivt fornemmede ensomhed og isolation, du oplevede som et ophold-at-home mom. Jeg blev vedtaget for din frustration og lyst til at blive en del af noget større.

Som en teenager, jeg længtes efter at dele med dig mine håb og drømme for fremtiden, men jeg kunne ikke. Som en ung voksen, ville jeg ringe til dig utallige gange at sige: “ Hey, mor, jeg &'; m plukke ud min brudekjole på lørdag. Kan du gå med mig &"; “ Hvad &'; s, at opskrift på lækre æbletærte, du brugte til at gøre &"; “ I &'; m vil i arbejde nu. Bedre få her hurtig &"!;

Men der var kun piercing tavshed i den anden ende.

Da jeg blev mor på otteogtyve, jeg hungrede endnu mere for din blide berøring og smukke smil. Så mange nætter jeg vuggede min spæde søn og hviskede, “ Jeg elsker dig, &"; forestille sig, hvordan det kan føles at høre du tilbyder den samme herlige gave til mig, bare en gang mere. Frataget en kvindelig rollemodel til at tilbyde meget tiltrængt rådgivning, jeg fordybet mig til at blive t han bedste mor jeg kunne for min unge søn. Alligevel var der et tomrum. Jeg vidste, du ikke ville høre hans første ord, se hans første skridt eller slagtilfælde hans glatte hud som de to af du gik hånd i hånd. Mit hjerte, fuld af glæde efter at have oprettet en mirakuløs nyt liv, også smertede ubønhørligt. Min dyrebare fremtid ville aldrig vide min dyrebare fortid.

Min søn er vokset ind i en lys, moden teenager nu, fuld af undren og medfølelse. Da han vander mums han gav mig sidste Mother &'; s Day, jeg husker områderne gule mælkebøtter øremærkninger de åbne felter på vores gamle gård. I min barndom uskyld, jeg kedelig plukket th e bedste af dem, præsentere dem for dig bare for at se dit smil. Din kærlighed til gartneri og den blide måde du plejet mig under min tidlige barndom lever videre gennem din smukke barnebarn, min elskede.

Den samme sol, der skinnede ind i dit køkken femogtredive år siden kiggede gennem mit køkken vindue i dag, varmt gennemtrængende min re DH luften med mikroskopiske præcision. Refleksionen mindede mig om de mange gange du farvet dit hår til at dække den nye grå. Nu er disse grå hår at blive min egen, og jeg står over for et lignende dilemma, at farve eller ikke at farve.

At dø eller ikke at dø. Jeg vil ikke dø som dig. Jeg vil ikke overgive sig til det, som føles unaturligt.

Der er ingen grav at besøge, ingen organ, der hviler i fred, for du symbolsk død. Din Gud tog i stedet for vores naturlige obligation. Din nyfundne religion afskåret dig fra virkelig at kende din datter, og fordi jeg ikke ville vedtage din tro, undgaae syntes din eneste levedygtige, “ kærlig &"; indstilling. Og så du gjorde, shun mig, for de næste 25 år. Ingen opkald, ingen breve, ingen kærlighed.

Mit hoved forstår din religiøse mantra til at blive “ ingen del af denne verden &"; og til “ undgå association med ikke-troende &"; Jeg marcherede også boret i årevis. Der bør dog ikke teenager nogensinde blive tvunget til at vælge mellem familie og frihed. Dit hjerte engang slog ved siden af ​​mine i livmoderen, men nu er vores hjerter slog en generation fjernet.

Nogle gange har jeg fange et glimt af dig – det firs-årig kvinde ser jeg nu kun i billeder, svagelige og rynket, men fuld af overbevisning, ligesom mig. Jeg vil altid omfavne dig – i live i min hukommelse, men urørlige. Vigtigst er det, jeg tilgiver dig, for visselig skal du føler så meget smerte, som I.

Jeg beder til, at når du passerer fra dette liv, du &'; ll se mælkebøtter og solen skinner ind i en gul derovre. Selvom jeg vandt &'; t være i stand til at holde din hånd, når den tid kommer, i din endelige åndedrag, ved, at jeg elsker dig. Og jeg håber, at du vil tillade dig selv at føle utroligt stolte af kvinden – moderen – I &'; ve blevet. Efter alt, er jeg den, jeg er, på grund af dig
.