Fremme Høj Achievement

Det var i slutningen af ​​skoleåret, og min søn Tom havde mindre end tre måneder tilbage, før han ville slutte sine seks år på high school. I denne periode havde han udviklet en passion for basketball og kan jeg sige som en stolt og nogle hvad forudindtaget far, han er energisk, dygtig og spiller en central rolle i de tre forskellige hold, som han spiller for hver uge.

Desværre, på grund af mit arbejde forpligtelser i løbet af de seneste tolv måneder, havde jeg kun været i stand til at deltage i et par af hans spil, men jeg var fast besluttet på at komme til sin sidste kamp for skolen udtryk, der co- øvrigt ville se ham spille i to tilbage til tilbage finaler; en for sin skole og den anden med et hold han og hans hjælpere havde dannet, så som han udtrykte det, "han kunne få nogle ekstra spilletid og forbedre sine basketball færdigheder."

Jeg ankom ligesom Toms første finale var ved at starte og tiltrådte en lille flok bestående holdets skolekammerater og et par forældre, for at se hvad der ville ende med at blive en neglebidende finish til hans første finale.

Toms hold kom ud i de første 10 minutter med en byge af mål, som så dem fører med lidt over 20 point i slutningen af ​​første halvleg. På dette niveau af spillet hold spiller to 20 minutters halvdele, og jeg kunne se, at træneren var godt tilfreds med deres indsats, så meget, at han ikke havde kaldt en time-out i første halvår, og havde gjort kun få udskiftninger .

Den anden halvdel tog på en helt anden hudfarve som det modsatte hold hurtigt spillede sig tilbage i spillet. De var på en rolle, og tre pejlemærker kom tyk og hurtig som Toms hold droppede deres intensitet og begyndte at gå glip af et stigende antal skud og rebounds. Føringen blev skåret tilbage til kun et par punkter med mindre end to minutter at gå. Det var på det punkt, at træneren kaldte sin første timeout.

Da jeg sad nogle tre meter fra hvor holdet og træneren var samlet, den omgivende støj af tilskuere blev slået, da jeg blev trukket ind i, hvad foregik, da træneren talte til dem. Han havde holdet stående en halv cirkel og hug ned ledte op på dem giver nogle meget rolige og klare instrukser om, hvad de havde brug for at gøre i de sidste par minutter. Da han stod op for at gøre det muligt for holdet at vende tilbage til retten, så jeg ham give nogle yderligere opmuntrende ord til alle dem sammen med et klap på skulderen for dem, der går ind til retten, og også til dem, der vil sidde på bænken for de sidste par minutter.

Da jeg så dette, og hvad udfoldede løbet af de næste 2 minutter, det slog mig, at det netop, hvad træneren havde gjort i denne kritiske tid ud. Man kunne se, at han vidste, at holdet kæmpede for at gemme spillet, og at han havde brug for at re-fokusere dem og løfte dem op. Ved hug ned placerede han sig selv i en position, hvor han talte til dem, i stedet for ned eller på dem og som spillerne gik tilbage ind på banen hans opmuntrende ord, og at klap på skulderen, tjente til at løfte deres energi og spiritus .

Nå Toms hold gik på at vinde finalen med 5 point, og det var et fantastisk spil at se, især da holdet var begyndt så stærkt, derefter mistede det på vej, indtil de sidste minutter af spillet , når de løftes for at vinde. Den sejr skyldtes i hovedsagen til den på domstolenes indsats fra alle spillere, men en stor del af æren skal gå til deres træner, der i den sidste tid ud havde ved hans handlinger bogstaveligt placeret dem på en piedestal, restaureret deres tillid og løftede dem op.

Når spillerne og træneren var færdig lykønske hinanden og fejrer deres sejr, jeg gik over til træneren at takke ham for det arbejde, han havde gjort med holdet i løbet af året, som havde bly til en finalerne vinde . Jeg kommenterede, hvad jeg havde set ham gøre i denne sidste gang, og han syntes overrasket, men erkendte, at ved hugsiddende ned han følte mindre tilbøjelige til at give dem en blast om, hvad de gør forkert, men snarere fokusere på, hvad de havde brug for at gøre for at vinde spillet.

Da jeg kørte væk på den aften, jeg tænkte over hans kommentarer og et par paralleller kom til at tænke over, hvad der kan ske for os alle i vores hverdag. For det første kan vi synes, at det, vi siger har størst indflydelse og indvirkning på mennesker, når de i virkeligheden er det lige så meget eller måske endda mere om vores handlinger og hvordan vi gøre folk føler.

For det andet, vi bør altid fokusere vores opmærksomhed på at tale om, hvad der skal gøres i en positiv og enthusing måde, i stedet for at dvæle ved de negative aspekter af, hvad vi ikke gjorde rigtigt. En af mine foretrukne citater handler om halvt fyldt glas vand - "er det halvt fyldt eller er det halvt tomt.« Ligesom holdene træner, svaret på dette citat hele afhænger af, hvordan du ser på tingene og handle.

På den nat var jeg så privilegeret at se, høre og se en ung træner, der fokuserede på at være halvt fuldt og derefter nogle, og der klart besidder dem alle vigtige bløde færdigheder, som vi kan tale om at være vigtigt, men så sjældent sat i praksis i vores hverdag.

Som en efterskrift til aften, Toms anden optræden i en endelig ikke se det samme resultat som den første finale, måske hvis holdet havde en coach kan have været anderledes, men så igen ville jeg hellere ikke dvæle ved tabet og huske den store gevinst.

Kan der være kan mere positive oplevelser for Tom og hans hjælpere, i deres liv ud over skole

Inspireret af Ben Rowse -. en ung mand med naturlig coaching færdigheder og en fornemmelse for hvad der er vigtigt tilskynde folk til at opnå mere

Skrevet af Keith Klar

Keith Ready &kopi; Juli 2007
.